Formanden: Kulturstøtte skal ikke være politisk styret

af Peter Rønnov-Jessen, formand for Danske skønlitterære Forfattere

Kulturstøtte skal ikke være politisk styret

Hvis de danske politikere ikke længere blot vil støtte, men også detailstyre de offentlige kulturinstitutioner, har vi bevæget os et skridt hen imod totalitarismen
Blandt danske kulturpolitikere - ikke mindst af neoliberalistisk og/eller populistisk observans - hersker der en udbredt syndefaldsmyte: Før den socialdemokratiske kulturminister Julius Bomholt i 1964 oprettede Statens Kunstfond og begyndte at forkæle kunstnerne, fungerede kunst- og kulturlivet upåklageligt. Skabende kunstnere - forfattere, billedkunstnere, komponister, osv. - klarede sig glimrende uden offentlig støtte, for markedet var frit, uforurenet af statslige tilskud.
Den opfattelse støder man rigtig ofte på.
I maj dette år deltog jeg, som nytiltrådt formand for foreningen Danske skønlitterære Forfattere, i et såkaldt kulturpolitisk møde på Christiansborg. Som et eksempel på en forfatter som virkede i den paradisiske verden før syndefaldet, fremhævede en ung LA'er Søren Kierkegaard, der jo klarede sig så glimrende uden offentlige tilskud og legater. Underforstået: Han kunne leve af sit forfatterskab.
Og det ville selvfølgelig være fint, hvis det havde været tilfældet. Men det var det ikke - hvilket enhver, som har ulejliget sig med at sætte sig blot en smule ind i tingene, ved: Søren Kierkegaard kunne overhovedet ikke leve af sit forfatterskab. Han levede af arven efter sin far. Og i 1855, da pengene var ved at være brugt op, døde han, 42 år gammel.
Men det er da rigtigt at Søren Kierkegaard ikke modtog offentlig støtte. Det gjorde til gengæld en anden klassisk dansk forfatter: H. C. Andersen. For modsat hvad mange øjensynlig tror, kunne heller ikke han nemlig klare sig for indtægterne fra sit forfatterskab, men levede i vid udstrækning af statslige tilskud og legater - plus støtte fra private mæcener.
Så den i visse kredse så udbredte opfattelse af at statslig kunst- og kulturstøtte er en ond, socialdemokratisk opfindelse fra tresserne er simpelthen forkert. Den offentlige kunststøtte fandtes længe før. I den forbindelse kan jeg lige nævne at Johannes V. Jensen - før Første Verdenskrig - modtog både det treårige arbejdslegat og den livsvarige kunstnerydelse. Som nu uddeles af Statens Kunstfond.
Der er i Danmark - som i de fleste andre europæiske lande - en meget lang tradition for offentlig kunststøtte, og en del af de ydelser, Statens Kunstfond leverer, eksisterede altså længe før fonden blev til.
Men hvad var så det nye, Julius Bomholt introducerede med fondens oprettelse dengang i 1964? Hvad gik det ud på?
Formålet med Statens Kunstfond er at fremme dansk skabende kunst. Og med oprettelsen af fonden samlede man en række allerede eksisterende kunststøtteordninger i én institution, udvidede dem, gjorde dem bredere, og føjede nye til.
Og, vel nok vigtigst af alt: Kunststøttetildelingerne blev unddraget direkte politisk styring.
Da Johs. V. Jensen dengang i begyndelsen af 1900-tallet modtog det treårige arbejdslegat og den livsvarige ydelse, var det rigsdagen som tildelte ham dem. Det var altså politikerne som bestemte hvilke kunstnere der skulle støttes - og hvilke der ikke skulle.
Og det opfattede man ikke dengang som problematisk.
Men i 1964, blot nitten år efter nedkæmpelsen af Nazityskland, som i den grad havde brugt kunsten til politiske formål - og med Sovjetunionen så tæt på, et andet totalitært samfund som fortsat gjorde det - var der i Europa opstået en udbredt modvilje mod politisk styring af kunsten og kulturlivet. En generel tendens, som i Danmark formuleredes således af kulturminister Bomholt: Staten skal "støtte, men ikke styre".
Så det var selve grundideen med Statens Kunstfond: at flytte den konkrete kunststøtte væk fra politikerne, og over i kunstnerisk sagkyndige, politisk uafhængige  råd. Som skulle udskiftes med få års mellemrum.
"Støtte, men ikke styre".
Det er det, vi i dag omtaler som "armslængdeprincippet".
Og netop armslængdeprincippet synes i disse år at være kommet under et hidtil uset pres. Grønthøsteren - det såkaldte "omprioriteringsbidrag", George Orwell har ikke levet forgæves! - kører overalt, budgetterne nedskæres år for år, og samtidig frigøres der midler, ministrene kan bruge til at søsætte personlige projekter, som de velsagtens håber at kunne markere sig med i kommende valgkampe. Dette gælder også på kulturområdet, hvor en institution som Statens Kunstfond, som arbejder efter armslængdeprincippet, får færre og færre kunststøttemidler at uddele, samtidig med at flere og flere midler uddeles af politikere.
Hvilket, på ubehagelig vis, henleder tankerne på et andet europæisk land, Ungarn, hvis nationalistiske regering under Viktor Orbán efterhånden har omlagt stort set alle offentlige kulturinstitutioner og nærmest totalt afskaffet armlængdeprincippet, så langt hovedparten af al kunst- og kulturstøtte nu styres politisk, med det overordnede formål at fremme regeringens dagsorden.
Man må håbe at det trods alt ikke går så slemt her i landet. Men det kan være svært at bevare optimismen, når man ser hvad der sker. For eksempel er der netop fremlagt en ny public service-kontrakt for Danmarks Radio, som bl.a. indeholder en regel om at 48 procent af den musik, der afspilles, skal være dansk. Hvilket har fået en ellers temmelig upolitisk herre som Jørgen de Mylius til at reagere: "Det ligner jo slet ikke en liberal regering at sætte sådan nogle regler," har han udtalt til Berlingske Tidende.
Nej, det har han ret i!
Og vender man blikket mod den danske kunststøttes grundpille, Statens Kunstfond - som vel nærmest udgør selve inkarnationen af armslængdeprincippet her i landet - er der også god grund til bekymring.
Ikke blot på grund af grønthøsterens evindelige kværnen, men også, og ikke mindst, fordi regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, evig og altid, på rindalistisk vis, er ude med riven efter Kunstfonden. Det går efter lagerforvalter Peter Rindals klassisk populistiske, anti-"elitære" og anti-københavnske opskrift.
Det var temmelig absurd dengang i tresserne, og det er temmelig absurd i dag. Og det dér med københavneriet, Kunstfondens påståede københavnske indspisthed, der fra DF's side er blevet brugt som argument for at nedlægge den og i stedet oprette regionale kunstråd - er ganske enkelt ikke sandt. Jeg kan slet ikke forestille mig at nogen ansøger til Statens Kunstfond er blevet favoriseret eller diskrimineret på grund af sin adresse. Jeg sad selv i Kunstfondens litteraturudvalg i årene 2011-13, og vi kunne da ikke drømme om at skele til ansøgerne postnumre. Det ville jo være meningsløst.
Men det er rigtigt at der - også i forhold til befolkningstætheden - overordnet set uddeles flere kunstfondlegater i København end i f.eks. Aalborg. Dette har imidlertid intet med diskrimination at gøre. Det skyldes såmænd bare at den danske kunstnerbefolkning ikke er spredt jævnt ud over landet, men at der simpelthen bor flere kunstnere pr. 10.000 indbyggere i hovedstaden end i resten af landet. Sådan har det altid været, og ikke blot her i Danmark, det er et universelt fænomen - kunstnere har det med at søge til hovedstaden. Det gør de også i Tyskland, Frankrig, Storbritannien. Hvilket er meget naturligt. Ikke mindst at f.eks. forfattere gør det: Det er i hovedstæderne, langt de fleste forlag ligger, det er her, de litterære miljøer er.
Jeg er vokset op i Nordjylland, og jeg kender en del forfattere fra Nordjylland. Men jeg kender ikke ret mange som bor i Nordjylland. De fleste nordjyske forfattere jeg kender, bor i Københavnsområdet.
Som jeg selv.
Det er altså en myte, at oprettelsen af Statens Kunstfond i 1964 markerede et syndefald; at de frie markedskræfter fungerede perfekt inden da, at kunstnerne klarede sig fint, og at Kunstfonden i virkeligheden blot blev oprettet for at en i forvejen forkælet, privilegeret elite skulle kunne rage til sig.
Hvis vi holder os til litteraturen - hvilket er det kunstområde jeg kender mest til - er der jo nogle naturlige begrænsninger for markedet, eftersom Danmark udgør et meget lille sprogområde. Og det er kun de færreste danske forfattere, som kan leve fedt og godt på salget af deres bøger.
Det var det også før 1964.
Så forestillingen om at Kunstfonden på en eller anden måde førte til markedets fordærv, holder ingen steder. Ligesom det også er usandt, at der ikke fandtes kunststøtte i Danmark før 1964. For det gjorde der - mange, mange år tidligere.
Oprettelsen af Statens Kunstfond udgjorde således ikke noget kulturpolitisk syndefald - uanset hvor sejlivet myten end måtte være. Der var tale om en udvidelse af kunst- og kultur-støtten; men det egentlig banebrydende var indførelsen af armslængdeprincippet: Politikerne skulle herefter skabe rammerne, men overlade beslutningerne om de konkrete tildelinger til kunstnerisk sagkyndige, politisk uafhængige udvalg.
Og reformen var da heller ikke politisk kontroversiel. Da kulturminister Bomholts lovforslag blev stemt igennem den 27. maj 1964, var det med opbakning fra samtlige Folketingets partier - minus De Uafhængige.
Man kan imidlertid godt få en fornemmelse af at vi måske, lige nu, overværer hvad der kunne tage sig ud som et virkeligt kulturpolitisk syndefald.
For det er påfaldende, så begrænsede reaktionerne har været på DF's idelige angreb på Statens Kunstfond. Ikke blot fra Socialdemokratiet - men også fra alle de andre partier, som dengang var med til at stemme lovforslaget igennem, og som stadig er repræsenteret i Folketinget: Det Radikale Venstre, Det konservative Folkeparti, Venstre, Socialistisk Folkeparti.
Det er som om de fleste har glemt, hvor central kulturpolitikken tidligere blev anset for at være. Hvor vigtig.
Hvor vigtig kunsten - billedkunst, litteratur, musik, teater, film, osv. - blev anset for at være.
Men nu er det som om kunst og kultur næsten ikke spiller nogen rolle i dansk politik længere. Medmindre de, som led i populistisk stemmefiskeri, kan bruges til at angribe den såkaldte "elite". (Som angriberne, der er med til at lede landet, selvfølgelig slet selv ikke indgår i!)
Og medmindre det har noget med medier at gøre. TV og radio.
Så kan der nemlig godt ske noget.
Den nyligt indgåede public service-kontrakten for DR har faktisk fået en del oppositionspolitikere op af stolene. Og det er godt. For ikke mindst i forhold til statsejede medier er det meget vigtigt at forsvare armslængdeprincippet, hvis man ønsker fortsat at leve i et liberalt demokrati. (Hvilket altså ikke er det samme som et liberalistisk demokrati!)
Men armslængdeprincippet er overordnet set helt centralt i et velfungerende demokrati. Også i relation til statslig kunststøtte. Og det er stærkt bekymrende, så lidt politikerne kerer sig om dette problem.
Amslængdeprincippet er trængt, både i Danmark og Ungarn og andre steder. Og det er der også så meget andet af alt det, som blev opbygget i den såkaldt Frie Verden efter Anden Verdenskrig, som er. Her i Europa ser fremtiden temmelig grumset ud for det europæiske samarbejde, med Brexit lurende i horisonten, flygtninge- og migrantstrømme, og en generel fornemmelse af at der er mindre enighed om det fælles mål end der vel nogensinde har været siden Berlinmuren faldt, og EF blev til EU.
USA - Den Frie Verdens leder - har valgt en præsident, hvis politiske dagsorden ikke blot er populistisk og nationalistisk, men som øjensynlig er parat til at forkaste alt det, der har fået verden til at hænge nogenlunde sammen siden 1945: FN, NATO, frihandel; en præsident som tydeligvis agter totalitære diktatorer mere end han respekterer demokratisk valgte ledere, som foragter internationale konventioner og opfører sig, som om han er flintrende ligeglad med - eller uvidende om! - de elementære principper i et retssamfund.
I 1933 - det år, nazisterne var kommet til magten i Tyskland - skrev socialdemokraten Hartvig Frisch bogen Pest over Europa, som en advarsel mod den fremstormende totalitarisme - ikke blot mod nazismen og fascismen, men også mod den sovjetiske kommunisme.
Man skal selvfølgelig være meget varsom med at trække nazikortet eller fascistkortet, eller hvad man nu skal kalde det. Men når man ser, hvordan den nationalistiske populisme i disse år går sin sejrsgang rundt om i verden, kan man godt blive nervøs for hvad der ellers kan være i vente.
Det er som om vi - efter Murens fald - lige så stille har glemt, hvad totalitarismen gik ud på. For at udtrykke det lidt provokerende: DDR var forfærdeligt for de menesker som boede i landet. Men det var godt for os - fordi det lå så tæt på, som et stadigt skræmmebillede, en advarsel om hvad der kunne ske, hvis vi ikke holdt fast i de grundlæggende demokratiske frihedsværdier.
Man må håbe at besindige kræfter, her og i andre lande, kan finde en vej tilbage til de idealer der prægede efterkrigstidens vestlige verden og skabte fred og fremgang, økonomisk, socialt, kulturelt.
Der er nogle grundprincipper man må holde fast i, hvis man ønsker fortsat at leve i en retsstat. De var vigtige dengang - og de er vigtige nu.
Et af dem er armslængdeprincippet.
Hvis de danske politikere ikke længere blot vil støtte, men også detailstyre de offentlige kulturinstitutioner, har vi bevæget os et skridt hen imod totalitarismen.
Og, hvem ved? Næste stop Ungarn?
Forhåbentlig kommer det ikke så vidt!

Oprindeligt bragt som kronik i dagbladet Politiken 12. oktober 2018