Nitten-årige Yayha Hassan er for længst blevet noget af et fænomen. Han er noget så sjældent som en digter, der virkelig stjæler overskrifter. De seneste dage fordi han har meldt sig på banen som folketingskandidat. For Nationalpartiet. Hvis det hidtil ukendte parti altså får samlet de fornødne underskrifter. De politiske kommentatorer spår hverken det eller ham store chancer.

Men at han tager skridtet her i 50-året for den første uddeling fra Statens Kunstfond er interessant.

Blandt politikernes motiver for at oprette Statens Kunst var, at de ikke syntes folketingssalen var det rigtige forum at afgøre, om den ene eller den anden kunstner skulle tildeles en bevilling eller legat af en slags. Det kan man kun give dem så ganske ret i. Men den dengang så nye og lovende institution fik, som vi alt for godt ved, en yderst fortumlet fødsel. Allerede i kølvandet på den første uddeling foranstaltede lagerforvalter Peter Rindal en folkelig protestindsamling mod foretagenet. Og Statens Kunstfond har, selvom den er blevet udvidet med flere støtteområder siden, været på retræte som følge af den dengang massive folkelige skepsis (som få år senere samlede sig i Fremskridtspartiet, Dansk Folkepartis forløber). År efter år kan man undre sig over at så beskedne beløb som fx støtten direkte til forfattere kan adstedkomme den grad af debat, som den kan. Og at det er så vanskeligt, at få politikere af såvel rød som blå observans til at sikre os tålelige levevilkår.

Det at Yahya Hassan går ind i politik fik mig til at tænke på et problem, jeg ofte er stødt på, når jeg mødes med politikere for at tale vores sag. Nemlig, at de sjældent har direkte berøring med os. Der er ingen skønlitterære forfattere i folketingsgruppen, der er yderst sjældent nogen i partiforeningerne. Til gengæld er der masser af djøffer dér. I rød blok. Og i blå blok.

Så når Yahya Hassan pludselig står der og er gået ind i politik, kommer pragmatikeren i mig - helt åndssvagt og aldeles utopisk - til her et øjeblik at drømme om, at alle folketingets partier talte mindst en skønlitterær forfatter.

Tilbage til virkeligheden.

Flere har skrevet til os vedrørende e-bøger og Biblioteksafgift. Og vi har svaret, som det er, at nej, de udløser ikke afgift. Ikke nu i hvert fald, men formentlig fra næste år. Et udvalg, der blandt andet tæller Danske skønlitterære Forfatteres tidligere formand, Inge Lise Hornemann, er ved barsle med en rapport, der skal komme anbefalinger til politikerne om, hvordan ebøger bør få biblioteksafgift. Rapporten skal efter planen komme her i april.

Forlagene satser meget seriøst på ebøger nu, de store ganske meget. Så mange forfattere kontaktes vedrørende deres backlist. Vær opmærksom på satserne i kontrakterne. Forlagene opererer med ret forskellige satser – især ved lidt højere salgstal. Nogle forlag er betydeligt mere påholdende end andre.

Også parametre som engagement, kvalitet og tidsperiode mv. skal naturligvis tages i betragtning, hvis man overdrager sine digitale rettigheder i stedet for selv at udnytte dem. Men det er ikke sikkert, at det er mest fordelagtigt at udsende backliste-bøger, der ikke længere er i handelen, på det forlag hvor ens aktuelle bøger udkommer. Vi rådgiver med glæde, hvis man er i tvivl i forhold til en kontrakt.

Husk i øvrigt, at der er generalforsamling, lørdag d. 18. Jeg håber, at vi ses.

De bedste aprilhilsner
Jan Thielke, formand