”Det er julenummeret, du skal skrive en hilsen til,” sagde Peter, nyhedsbrevets hæderkronede gamle Redacteur. Knapt hjemkommet fra Bogforum, hvor jeg debatterede med Pernille Schaltz, nu chef for Hernings biblioteker, om Folkebibliotekernes hovedløse kassationer og skæve indkøbspolitik, var  bjældeklang og englesang ikke det første jeg lige tænkte på, men nej, kalenderen lyver ikke: det er sidste nyhedsbrev inden jul.

Men lidt julestemning har der nu alligevel sneget sig ind, ikke i Finanslovsforslaget, men i bestyrelsen, som netop har vedtaget at oprette ”Opmuntringslegatet” til professionelt arbejdende, men økonomisk trængte, skønlitterære forfattere. Portionerne, der uddeles, er beskedne - fem og ti tusind kroner - men vil forhåbentlig netop fungere som en opmuntring her sidst på året, hvor der er lang tid til udbetaling af bibliotekspenge og royalty og til uddelingerne af støtte fra Statens Kunstfond og fra Autorkontoen.

Og bægerklang og højt humør kommer der forhåbentlig - også i år - til foreningens julefrokost, som i år foregår på det måske ikke helt litterært klingende, men - bedyrer madanmelderne - aldeles glimrende spisested ”Bæst” i Guldbergsgade på Nørrebro i København d. 28. november.

Vi ses dér!

Mange julehilsner

Jan Thielke, formand

[Fra Nyhedsbrevet nov.-dec. 2015]