Fra formanden: Efter endnu et år med bekymrede panderynker gik landets boghandlere ind i december med julelys i øjnene, da Jussi Adler-Olsens forventede bestseller ramte hylderne. Optimismen havde god grund: For en gangs skyld kunne man se frem til lange kundekøer, oplag på oplag og klingende mønt i kassen.

Desværre nedsmeltede lysene og enhver form for sund logik allerede på udgivelsesdagen, for nok blev ”Marco Effekten” revet væk, men det var til salgspriser, der lå på det halve af forlagets vejledende udsalgs-pris.

Man behøver ikke at være ekspert i særligt meget for at regne ud, at boghandlerne smed årets guldæg på gulvet med et brag, der stadig giver genlyd i form af klagesang og endnu flere lukningstruede butikker. Det er måske fristende at sige, at man som bekendt ligger, som man har redt, ikke mindst når man tager i betragtning, at det var et par af de store boghandlerkæder, der selv trådte forrest og sammen med supermarkederne dumpede salgsprisen ned under gulvbrædderne. Men historien er ikke desto mindre et lærestykke i, hvad der lige nu (også) er galt i bogbranchen.

Når både Bog & Ide og Bilka sælger årets bestseller til 170 kroner, siger det sig selv, at boghandleren på hjørnet er tvunget til at følge trop. De frie priser har fået såvel Forbrugerrådet som visse politikere til at klappe i hænderne, men begge steder glemmer man, at alle fordelene for den danske forbruger er uendeligt kortsigtede, og at litteratur ikke handler om forbrugertilfredshed, men om kultur og kunst, som hverken kan eller skal være betinget af markedsforholdene.

Havde der eksisteret en karensperiode på for eksempel 4-6 måneder, hvor salgsprisen lå fast for alle forhandlere, ville det ikke have forhindret Bilka i at sælge ”Marco Effekten”, men det ville heller ikke have afholdt læserne fra at vælge boghandleren til i stedet for fra. Derfor er en karensperiode én af de modeller, som lige nu er i spil, og som DsF også har fremhævet som en del af en løsning. Dermed også være sagt, at en prisregulering ikke gør det alene. Hvis vi stadig skal tro på, at boghandlerne kan bidrage væsentligt til litteraturens mangfoldighed og udbredelse, må visse forudsætninger være opfyldt, herunder professionalisme, viden og passion. Derfor er det nødvendigt, at der også bliver stillet krav om en prioritering af bøgerne frem for kuglepennene og til helt elementære forhold som uddannelse og et minimum af litterær interesse. Hvis det ikke sker, kan man med rette spørge, hvad vi egentlig skal bruge landets boglader til.

Det vil den kommende tid forhåbentligt give et fingerpeg om, når forfatterforeningerne, forlæggerne og boghandlerne sætter sig sammen for at lave et fælles brancheudspil til kulturministeren.

Med venlig hilsen

Inge Lise Hornemann